Sund viden

Pausegymnastik

Kvinde laver træningsøvelser i pause på arbejdet

Skrevet af Simon Thybo, fysioterapeut og Head of Physical Network, Data and Quality

Få mere energi og mindre sygefravær med pausegymnastik

I en travl hverdag kan det være svært at finde tid til fysisk aktivitet. Her er det vigtigt at huske på, at selv små pauser med bevægelse kan gøre en stor forskel for dit helbred. Fysisk aktivitet er afgørende for at forebygge en lang række sygdomme, forbedre dit humør og give dig mere energi i hverdagen. Pausegymnastik er altså en nem måde at flette mere aktivitet ind i hverdagen på.

Pausegymnastik, også kaldet ’smartbreaks’, består typisk af korte og simple øvelser, der nemt og effektivt kan udføres ved skrivebordet eller i et fællesrum uden behov for omklædning eller særlige faciliteter. Formålet er at bryde stillesiddende perioder og i stedet for få gang i kroppen med bevægelse og ved at styrke diverse muskelgrupper – ofte med fokus på nakke, skuldre og ryg, som ofte belastes mest med stillesiddende arbejde.

Hvorfor er pausegymnastik så vigtigt?

Mange af os tilbringer store dele af dagen stillesiddende, enten foran en computer eller i andre statiske positioner. Dette kan føre til spændinger, smerter og i sidste ende en øget risiko for sygefravær.

Man er dog ikke ’fredet’, hvis man har et fysisk krævende arbejde. Mange fysiske jobs indebærer nemlig fortsat ensidige og gentagne arbejdsbevægelser, statiske arbejdsstillinger eller uhensigtsmæssige bevægelser, der belaster muskelgrupper eller led. Manglen på variation kan føre til skader, spændinger og smerter. Det er her pausegymnastik kommer i spil og kan fungere som et vigtigt supplement for at forebygge skader og ubehag.

Forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at 10 minutters daglig fysisk aktivitet kan have en markant positiv effekt*,**. Et studie over to år med 70.000 danskere konkluderede, at korte træningspas i arbejdstiden, der fokuserer på at styrke musklerne i nakken, skuldrene og ryggen, potentielt kan nedbringe det lange sygefravær (fravær over 30 dage) med 13%**. Det bedste er, at disse små øvelser ikke kræver særlige faciliteter eller omklædning.

Sådan kommer du i gang med pausegymnastik

I bund og grund handler det om at skabe en god vane. Du kan for eksempel sætte 10 minutter af til pausegymnastik hver dag lige inden frokost eller som en kort eftermiddagspause. Det vil være endnu bedre, hvis det gøres sammen med kolleger. Selvom det kan virke som en lille indsats, er det en win-win situation for både dig og din arbejdsplads – du får færre smerter og mere energi, og virksomheden oplever et lavere sygefravær.

Vi har udarbejdet en række videoer og programmer med simple og effektive øvelser, som du nemt kan lave ved dit skrivebord eller i et fællesrum med dine kolleger. Disse videoer er designet til at hjælpe dig med at styrke de muskler, der ofte bliver belastet i hverdagen, og samtidig giver dig et velfortjent energiboost.

Klik her for at se øvelserne

 

Kilder

*https://nfa.dk/ergonomisk-arbejdsmiljoe/sundhedsfremme-og-traening-i-arbejdstiden

**https://nfa.dk/nyt/nyheder/2022/smaaoevelser-i-arbejdstiden-kan-potentielt-nedbringe-langtidssygefravaeret-med-13-pct