Fysisk sundhed

Træning i fællesskab øger din sundhed

Træning på arbejdspladsen er bedre end derhjemme. Men hvordan hænger det sammen? Kroppen kan da ikke kende forskel på, om du træner hjemme eller på arbejdspladsen. Eller kan den?

Både videnskaben og vores erfaringer i Falck bakker op om, at bevægelse på arbejdspladsen kan have større effekt, end når du træner derhjemme.

Du bliver både stærkere og gladere, når du træner med dine kollegaer. Nedenfor kan du blive klogere på, hvorfor dette er tilfældet, og hvordan I kommer i gang med den fælles træning på jeres arbejdsplads. 

Musklernes styrke og ”presset” fra andre gør en forskel

Når man kigger på det at træne sammen er der nogle faktorer, som påvirker folk. Først og fremmest er der en større chance for, at du får det gjort. Der er også en tendens til, at du presser dig selv lidt mere, når du træner med andre, end hvis du træner alene. Derudover kan der på arbejdspladsen være stillet udstyr (elastikker, bolde mm.) til rådighed, hvilket har en større påvirkning på musklerne. Dette bliver bakket op i en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), som også fremhæver de sociale effekter ved træning i fællesskab.

Det at træne med sine kollegaer gavner ikke kun din fysik. Vi oplever tit, at medarbejderne, der har været med til træning på arbejdspladsen, har et større smil på læben bagefter, samt at de internt får tættere relationer til hinanden. Dette resulterer ofte i større forståelse, tålmodighed, omsorg, hjælpsomhed, overskud, samarbejde og lyst til at komme på arbejde. Alt i alt giver det gladere medarbejdere som præsterer bedre.  

Hvordan kommer man i gang?

Selvom der er mange positive effekter både fysisk og mentalt, så er det vigtigt, at sige, at det ikke er alle, der har lyst, hvilket selvfølgelig skal respekteres. Men hvis du sidder med et kæmpe gåpåmod og lyst til at give det et forsøg, så har vi nogle ideer, vi gerne vil dele med dig for at fremme succesraten.

 

Fem nemme ting, der kan gøre en forskel og sikre at det bliver gjort:

  1. Tjek med din leder, at det er okay, og få gerne vedkommende til at deltage
  2. Vælg en hovedansvarlig – måske dig selv?
  3. Sæt det i kalenderen – samme tidspunkt hver uge/dag
  4. Invitér så mange som muligt
  5. Husk at det er frivilligt, men giv gerne ofte udtryk for, hvor hyggeligt det er at have alle med. Det sociale kan måske lokke dem, der er lidt i tvivl.