Herunder kan du læse om en case, som beskriver den vigtigste opgave som massør hos Falck har, nemlig at lytte og forstå situationen, som et menneske er i, samt vejlede kunden i at håndtere deres egen situation.
Kunden en kvinde i 30'erne, der bor sammen med sin mand og deres to små børn. Kunden bruger briller med glidende overgang og arbejder på kontor foran en skærm det meste af dagen.
I det åbne kontormiljø, hvor hun arbejder, har hun ikke en fast plads og sætter sig ofte uden at indstille arbejdspladsen korrekt. Hun arbejder hjemmefra to dage om ugen, hvor hun har et godt hjemmekontor med skærm og hæve-sænkebord. Kunden går i øvrigt til yoga en gang om ugen.
Kunden kom til klinikken med spændinger i nakken, som både trak op i hovedet og ned langs det højre skulderblad. Spændingerne havde vist sig i perioder, men var nu blevet mere konstante, og hun oplevede mere hovedpine end normalt. Yogaen havde kunnet løsne lidt på spændingerne, men ikke nok. Når hun kiggede nedad, strammede det meget i nakken og ned mellem skulderbladene, specielt i højre side. Hun kunne dog dreje hovedet uden smerter.
Kunden fortalte, at hun ofte bar sin 2-årige datter på hoften, mens hun lavede mad eller andre daglige gøremål. Behandlingen fokuserede på massage af nakken og ned langs skulderbladene med forskellige blødgørende teknikker, hvilket resulterede i, at hun kunne bevæge sig mere frit efter behandlingen. Der blev booket en opfølgning ugen efter.
Ved anden behandling fortalte kunden, at efter nogle få gode dage var spændingerne vendt tilbage, og hun havde haft to dage med hovedpine. Hun havde båret sin datter lidt ekstra på hoften, fordi datteren havde været småsyg, og hun blev hurtigt træt i skulderen, når hun bar hende. Derudover fortalte hun, at skærmen på hendes arbejdsplads var placeret, så hendes øjne kiggede lige frem ind i den øverste del af skærmen. Dette betød, at hun måtte læne hovedet bagover for at kunne læse øverst på skærmen gennem læsefeltet i brillerne.
Behandlingen fokuserede igen på de samme spændte muskler, som løsner sig hurtigere denne gang. Efter behandlingen blev kunden bedt om at ændre nogle ting i hverdagen indtil næste opfølgning. For det første skulle skærmen sænkes helt i bund, så hun ikke skulle lægge hovedet bagover for at læse gennem læsefeltet i brillerne. Derudover skulle hun lave nogle øvelser i løbet af dagen på arbejdet, blot et par minutter nogle få gange om dagen. Hun skulle flere gange om dagen lave en strækøvelse, hvor hun lavede dobbelthage og pressede nakken bagud for at gøre nakken lang. Ydermere blev hun opfordret til ikke at bære sin datter på hoften i for lang tid. Hun ville prøve at ændre på forslagene til næste opfølgning.
Ved tredje massage kom kunden meget glad ind i klinikken og fortalte, at ændringerne havde hjulpet hende af med generne i nakken og ned langs højre skulderblad. Hun havde ikke haft hovedpine siden sidst og følte, at nakken bevægede sig mere frit uden begrænsninger. Ingen gener i det daglige ned langs højre skulderblad. Hun nævnte også, at hun tidligere havde haft ondt i højre skulder, når hun sov på højre side, men at dette nu også var væk. Under massagen langs højre skulderblad var hun stadig øm, og der blev mærket lidt øget spænding i musklen. Hun fik en strækøvelse for denne muskel og blev spurgt, hvad hun selv tænkte om forløbet og en kommende opfølgning. Kunden var meget fortrøstningsfuld efter de fremskridt, hun havde oplevet, og følte, at hun havde fået flere gode brugbare øvelser til at løsne op for de sidste små gener og til at bruge, hvis spændingerne skulle komme igen.
Det blev aftalt, at kunden selv kunne booke en ny tid, hvis der skulle være behov for behandling eller vejledning. Forløbet blev herefter betragtet som afsluttet.