Herunder kan du læse om en case, som beskriver den vigtigste opgave som fysioterapeuter hos Falck har, nemlig at forholde sig roligt, lytte og forstå situationen, som et menneske er i, samt vejlede kunden i at håndtere deres egen situation.
En kunde faldt på en gåtur i skoven med sin hund. På turen skulle hun passere en træbro, som var meget glat efter nattefrost og et let snedække. Hendes fødder gled på vej ned af broen, og hun afværgede med en hurtig bevægelse og undgik at falde. Hun mærkede med det samme smerter i højre side af lænden, og havde svært ved at stå oprejst umiddelbart efter. Kunden gik med besvær og lette smerter tilbage til sin bil og kørte hjem.
Et par timer senere steg smerterne meget markant, og hun blev svimmel, kastede op og besvimede kort af to omgange, så hendes mand måtte gribe hende og lægge hende ned. Hun ringede til vagtlægen, som indlagde hende natten over. Kunden blev grundigt undersøgt, og der blev ikke fundet tegn på alvorlig skade, hvilket betød, at hun om morgenen blev udskrevet på morfin og anbefalet at opsøge en fysioterapeut. Kunden fik en tid samme dag hos en fysioterapeut, som hun havde fri adgang til gennem sin arbejdsgivers sundhedssikring. Kunden fik sin mand til at køre hende til klinikken og måtte tage elevatoren op til venterummet, da hun var bange for at blive skidt tilpas af smerterne fra trappen.
Da hun blev kaldt ind til sin fysioterapeut, blev hun mødt af en rolig person, som lyttede til hendes historie, hende oplevelsen af situationen, og frygten for, at de kraftige smerter skulle komme i vejen for hendes fremtid. Kunden var frustreret og grådlabil og håbede, at fysioterapeuten kunne hjælpe hende med smerterne. Efter den lange samtale bad fysioterapeuten hende rejse sig op og lave nogle forskellige bevægelser og undersøgte hende grundigt. Derefter satte de sig igen overfor hinanden og genoptog samtalen, men nu med fokus på hendes smerter og hvordan hun skulle forholde sig til dem. Fysioterapeuten fandt ingen tegn på skade og vejledte hende i at bevæge sig indenfor de rammer, hun var i stand til ift. Smerterne. Hun fik af vide, at der ikke var noget, hun skulle passe på med at gøre eller bevægelser, som var “forbudte” at lave. Hun måtte ovenikøbet gerne bevæge sig trods smerter.
Fysioterapeuten beskrev, at hun kunne forvente, at generne ville aftage snart og højst sandsynligt være væk indenfor 4-8 uger. Kunden var meget lettet og glad for informationen, da ingen havde talt med hende om udsigterne til, hvornår hun kunne forvente at være smertefri igen.
Efterfølgende aftalte de at mødes efter 4 dage. Kunden havde stadig ondt, men var ikke længere bange for smerterne. Hun kunne mærke, at det gik den rigtige retning, og hun havde halveret sin daglige morfindosis. Hun forstod sit smertebillede og vidste, hvilke bevægelser som var begrænset grundet smerterne, og hvilke hun fint kunne lave. En dag kiggede fysioterapeuten på lænden igen og fik hende igennem samme undersøgelse, som hun havde prøvet sidste gang. Hun mærkede tydeligt, at det var lettere og mindre smertefuldt. De aftalte endnu en tid en uge senere og fysioterapeuten oplyste hende om, at hun kunne forvente betydelige fremskridt.
Kunden kom til 3. konsultation halvanden uge efter hendes fald. På dette tidspunkt var hun stoppet med morfinen. Hun var begyndt at arbejde igen og var glad for sin fremgang og meget taknemmelig for den hjælp, hun havde fået. Hun følte sig nu tryg i smerterne og var selv overbevist om, at hun ville blive smertefri igen. Fysioterapeuten anbefalede hende at genoptage alle fysiske aktiviteter, men gøre det i hendes eget tempo og indenfor smertegrænsen.
Kunden blev nu anbefalet, at se tiden an over den næste uge. Der blev ikke booket en ny aftale, men de aftalte, at hvis hun oplevede forværring eller var utryg, kunne hun booke en ny tid. Kunden følte sig klædt på til at håndtere sine gener. Forløbet blev afsluttet, da kunden var smertefri og i fuld funktion igen to uger senere.